Kogt, stegt og spist

Kunstgruppen QWERTY; Jens Andersen, Anders Qvist Nielsen, Indigo Richards, Mikkel Larris, Morten Tillitz og Camilla Gaugler

Udstillingsperiode: 5/9-26/9 2026
Fernisering: Fredag d. 4. september KL. 16:00-19:00
Åbningstider: tor-lør kl. 14-17

I september måned udstiller kunstgruppen QWERTY med projektet "QWERTY, kogt, stegt og spist” på KH7 Art Space i Århus.

Projektet tager afsæt i køkkenet, spisebordet og hvad der ellers udgør scenen for det hjemlige måltid.

Middagsbordet og ritualerne, der udspiller sig før, under og efter måltidet, er ladet med kulturelle, sanselige og politiske tegn, som bliver taget under behandling af QWERTY. Det kan handle om forholdet til dem, man deler maden med, til det, man spiser, stoflige og æstetiske forhold ved det, vi stiller frem og indtager - eller lader andre indtage.

Køkkenet og spisebordet er mødestedet, krigszonen, hjertet i hjemmet, bagtæppet for konflikter såvel som kærligheden. Der er værter og gæster, der gives og tages, imponeres og skuffes, udfordres og bekræftes. Maden bliver til i forestillinger om nydelse, nærvær og det skønne - eller blot af nødvendighed. Og opvasken? - Den tager jo ikke sig selv.

Udstillingen er en sammenstilling af forskellige visuelle og performative tilgange til den hjemmelavede mad eller det at skaffe, tilberede, samles, fortære, vaske op og rydde af. Der arbejdes med lyd, billede, bevægelse, interaktion, performance m.m. og også mere hybride værkformer - dels i form af individuelle bidrag og dels i samarbejder på tværs i gruppen.

Om kunstnerne: QWERTY består af Jens Andersen, Anders Qvist, Indigo Richards, Mikkel Larris, Morten Tillitz og Camilla Gaugler, der alle medvirker på udstillingen. QWERTY har eksisteret i snart 20 år, hvor især performance, relationel æstetik og en eksperimenterende tilgang til organisering har været kendetegnende.

Udstillingen er en del af Home is where your heart is, en udstillingsrække/ festival under Århus Festuge, arrangeret af Artist Run Aarhus, 9 kunstnerdrevne udstillingssteder i Århus i samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter. https://tifinger.dk/

https://www.kh7artspace.dk/

https://www.aarhusfestuge.dk/en/2026/events/home-is-where-your-heart