På udstillingen PQ vises projektet Polychromatic Quintessence sammen med maleri og skulptur, som på en legende måde fletter sig ud og ind mellem hinanden. Polychromatic Quintessence er et stedsspecifikt værk. Det stedsspecifikke består i, at jeg indsamler farvenuancer på adressen Sydhavnsgade 7. Det kan fx være tabte genstande samlet op rundt omkring i bygningen eller udenfor, overflader eller vegetation. Hver enkelt nuance bliver udvalgt, beskrevet og blandet. På den måde bliver farverne fastholdt i et farveregister og udgør en analyse af stedet baseret på farvenuancer. Denne fremgangsmåde er fundamentet i kunstprojektet Polychromatic Quintessence, som helt overordnet går ud på at indsamle farvenuancer fra steder. At beskrive et sted ved hjælp af farven. Det essentielle er farve-perceptionen. Fordybelsen i at finde og fokusere på farvenuancer, som jeg analyserer og blander. Ved på det aktuelle sted at kombinere farverne på forskellige måder, komponerer jeg stedsspecifikke billeder. Resultatet ligner mega forstørrede pixels.

 

Tidligere har projektet været udfoldet på steder ved Brabrandstien i Aarhus (2022-2024) i Torskov v. Højbjerg(2024-2025), på Færker Hede på Fur (2018-2023) og ved Akropolis i Athen, Grækenland (2025) PQ (Polychromatic Quintessence) er et stedsspecifikt værk, hvor farverne trækkes ud af et sted. Farverigdom og stærke kulører anses i nogle, særligt vestlige, kulturelle sammenhænge for primitive og underlødige.

David Bachelor beskriver i sit essay “Chromofobia” fra 2001 hvordan farven anses for ´farlig´: “Farve tænkes at tilhøre en anden 'fremmed' krop - som regel den feminine, det orientalske, det primitive, det infantile, det vulgære, det queer. Fremmed og derfor farlig.” Han peger på en sammenhæng med 1700-tallets arkæologiske forståelse af farvens rolle i antikkens kunst. Den tyske arkæolog Winckelmann publicerede i 1764 værket Geschichte der Kunst des Altertums hvor det fastslås, hvordan “den hvide marmor reducerer sanseligheden og dermed udstråler den ideelle skønhed, en skønhed gennemsyret af spiritualitet og afspejlende det guddommelige”. Så farven tilhørte iflg. Winckelmann den materielle verden og havde ingen plads i den spirituelle verden.

Denne opfattelse, at den hvide marmor symboliserede ophøjethed og den rene skønhed, blev en af grundpillerne i vestlig kulturel identitet. Og i fortællingen om den vestlige verdens suveræne skønhedsidealer. Polychromatic Quintessence er en form for koloristisk kortlægning af forskellige steder, hvor der zoomes ud og zoomes ind på samme tid. Billederne, som dannes i projektet, er principielt helt uden figuration og samtidig 100% figurative, idet de meget præcist spejler de givne farvenuancer på stedet.