New Landscapes

Malene Nors Tardrup

Udstillingsperiode: 08/08 - 29/08 2026
Fernisering: 07/08 kl. 17-19
Åbningstider: tor-lør kl. 14-17

I New Landscapes undersøges landskabet som erindringslag, transformation og forestillingsrum. I værkerne forskydes orientering og perception: lys og skygge vendes om, himlen bliver mørk som blæk, bjerge opløses og glider ind i tomrum, og floder synes at flyde baglæns. Naturen fremstår både genkendelige og foruroligende. Ved at forskyde vores vante blik på landskabet søger projektet at åbne for refleksion over naturens tidsligheder og menneskets placering i dem.

Fotografiet fungerer som et undersøgelsesredskab snarere end en ren repræsentation. Billedmaterialet er bearbejdet digitalt til grafiske udtryk og forskudte billedeflader, printet på aluminium og akryl. Printet på akryl er translucent, hvilket giver et vibrerende og levende motiv, der kan opleves fra begge sider, eller som lag-på-lag. I printet på aluminium træder sølvfarven frem og skaber en sitrende overflade med en lysende 'aura'. Billederne integreres i skulpturelle trærammer med forgrenet ornamentik, behandlet med den japanske træbrændningsteknik Shou Sugi Ban. Forkulningen giver træet en mørk, taktil overflade og peger både på bevaring, destruktion og fornyelse, i direkte dialog med værkernes tematik. Tilsammen giver disse kunstneriskegreb nye måder at erfare landskabet og fotografiet på.

Gennem fotomontagerne, materialitet og rumlig iscenesættelse inviteres publikum til at standse op og sanse værk, materialer og rum som noget aktivt og foranderligt. Rammerne er udviklet og produceret under et ophold på Statens Værksteder for Kunst. Materialevalg og bearbejdning indgår i min refleksion over naturens kredsløb, hvor nedbrydning og transformation rummer mulighed for fornyelse.

Om kunstneren: Malene Nors Tardrup har en BA i Fotografi fra Glasgow School of Art og en MA i Teori og Formidling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.

I sin kunstneriske praksis er hun optaget af naturens arkiver – de geologiske, biologiske og kosmiske – og bevæger sig mellem dystopiske forestillinger om økologisk kollaps og mere åbne, spekulative rum. Fotografiet fungerer ikke blot som repræsentation, men som et undersøgelsesredskab af evolutionære og geologiske spor. Naturens ofte tavse fortællinger oversættes til værker, der balancerer mellem det sanselige og det undersøgende.

Gennem fotomontage, materialitet og rumlig iscenesættelse udforskes alternative forståelser af liv, forbundethed og tid. Tardrup’s værker kredser om en verden, der både er forunderlig og foruroligende, hvor håb opstår som et kritisk og fantasifuldt potentiale i mødet mellem materiale, rum og beskuer. Projekterne inviterer beskueren til en refleksiv oplevelse af landskabet som et levende, historisk og relationelt felt.

https://tardrup.com/wp/ INSTA: @malene_nors_tardrup

Udstillingen er støttet af Aarhus Kommune og Statens Værksteder for Kunst